Ny hold-konkurrence for kvinder er på vej

Ny holdkonkurrence for kvinder er på vej –
“…
man behøver ikke kunne det hele perfekt for at være med” – Tania Greve.

Vi må ikke undervurdere, hvor meget det betyder at kunne genkende sig selv i dem, der løber på scenen, hvis vi vil udvikle sporten og dens atleter. Når publikum ser verdens bedste kvindelige springgymnaster udfolde sig, skaber det nye drømme hos de piger, der ser med, for det kan de også blive engang. Det er sådan, vi finder vores idoler.

Mit navn er Emil Smedegaard, til daglig arbejder jeg i AIRTOX FACEOFF, hvor jeg holder styr på alle vores events og konkurrencer. I denne måned har jeg fået lov til at dele mine tanker om det arbejde, vi har gjort for at invitere flere kvindelige atleter ind i vores univers. I dette nyhedsbrev vil jeg gerne dykke ned i processen om, hvordan vi siden 2022 har arbejdet og hvilke initiativer vi har sat i gang, og desuden reflekterer jeg over, hvad der har været svært, og deler de succesoplevelser, vi har haft undervejs. Og som en lille ekstra ting har jeg talt med Tania Greve om, hvordan det har været at være med i AIRTOX FACEOFF, og hvad hun tænker om fremtiden for kvindelige AIRTOX FACEOFF atleter. 

God læsning.

Jeg har de seneste år haft den fornøjelse at arbejde med en masse inspirerende og visionære kvindelige atleter – både dem, som fyrer den af nede i springcenteret, men også de kvinder, som har lagt springgymnastikken på hylden, som alle har haft en vision om at skabe en positiv forandring og udvide kataloget for de muligheder, springgymnastikken tilbyder. En udvidelse med mere plads til leg, råb, skrig, høj musik, ild – et generelt ønske om at slippe vildskab løs, sige pyt når det går skidt, og hoppe tilbage i køen og prøve igen, også selvom det sidste forsøg landede direkte på maven. Vi har undervejs diskuteret træningskultur, arrangeret jams, pop-up events og etableret en individuel konkurrence for kvinder. I AIRTOX FACEOFF er vi helt vildt begejstret for den energi, vi har mærket omkring projektet og for alle de rollemodeller og ildsjæle, som har været involveret i at få det til at lykkes, og vi er kommet virkelig langt i udviklikng af nye muligheder for kvinde i AIRTOX FACEOFF regi

Selvom vi er stolte af at have udviklet et individuelt format for kvinderne, må vi også erkende, at denne forandringsproces, som vi i samarbejde med kvinderne er i gang med, nu skal ind i en ny fase. Det har været svært at rekruttere atleter nok til vores individuelle konkurrence, og vi har oplevet, at konkurrencen blev sårbar over for afbud, skader og den minimale erfaring de kvindelige atleter har med vores discipliner. Vi har gennem de sidste 3 år testet og afprøvet forskellige formater sammen med de kvindelige atleter, for at finde ud af, hvad de kvindelige atleters behov er.


Er de overhovedet interesserede?


Svaret er et klart JA. Kvinderne vil virkelig gerne lege, udfordre sig selv og skubbe til grænserne for springgymnastik. I sidste ende er det kun kvinderne, der kan vise, hvor seje de er, og i AIRTOX FACEOFF vil vi gerne bakke op om et miljø, hvor kvinder har lov til at sætte deres eget præg, ligesom mange af de mandlige gymnaster har fået lov til siden AIRTOX FACEOFFs start. Derfor skal der noget nyt til.

Nu skal flere kvinder på scenen til AIRTOX FACEOFF

Vi har besluttet at nedlægge den individuelle konkurrence for kvinder og i stedet for lave en holdkonkurrence. I 2025 afholdt vi en testkonkurrence på Gymnastikhøjskolen i Ollerup. Her inviterede vi en række hold med til at undersøge det nye holdformat med kæmpe sucess, og jeg oplevede personligt, at atleterne havde en kæmpe stor glæde og energi ved at konkurrere som hold og samtidig vise, hvor fedt det er som kvindelig atlet at være en del af AIRTOX FACEOFF universet.

Nu står vi ganske få måneder før den store finale i Jyske Bank Boxen. Tre af de etablerede AIRTOX FACEOFF League hold har allerede sat nye trænerteams og er lige nu i gang med at rekruttere atleter til deres nye kvindehold, som skal konkurrere i finalen i Jyske Bank Boxen. Der er ganske rigtigt ikke nogen indledende konkurrencer til finalen, men vi håber at kunne skabe nok opmærksomhed omkring eventet til, at der i fremtiden kan være en liga for kvindelige atleter fuldstændig ligestillet med den liga, vi har nu, som ganske vist ikke kun er for mænd, men må siges at være præget af gutterne.

For at forstå, hvordan det hele ser ud fra atletens oplevelse, har jeg talt med Tania Greve, der var med i den individuelle konkurrence, og spurgt ind til hendes oplevelser og tanker om det, der venter.

Hvordan var det at være med i den individuelle konkurrence?

“Det var mega fedt at være med i den individuelle konkurrence! Det var virkelig sjovt at prøve kræfter med nogle discipliner, som man normalt ikke træner på samme måde i TeamGym”.

Var der noget, som udfordrede dig?

“Det svære var nok, at man ikke har den samme erfaring med disciplinerne, som drengene har, fordi de træner dem mere fast på hold. Derfor går man lidt ind i konkurrencen med meget lidt erfaring, hvilket godt kan føles som et stort pres og være en smule intimiderende. Men samtidig er det også dét, der gør det så fedt – man bliver virkelig udfordret og bliver nødt til at kaste sig ud i noget nyt”.

Hvad ville have lettet presset for dig?

“Jeg kunne dog godt have ønsket, at jeg havde været en del af et hold op til den individuelle konkurrence, så jeg havde haft mulighed for at øve disciplinerne lidt mere. Det er lidt en udfordring, når man først rigtig prøver nogle af disciplinerne i dagene op til konkurrencen. Men det er også en del af det fede ved AIRTOX FACEOFF – man behøver ikke kunne det hele perfekt for at være med”.

Hvad betyder det for dig, og for kvindelige atleter generelt, at være en del af AIRTOX FACEOFF universet?

“For mig betyder det rigtig meget at være en del af AIRTOX FACEOFF universet, fordi det giver mulighed for at prøve noget andet og skubbe til nogle af de grænser, man måske normalt har i TeamGym”.

Er der noget særligt, du tager med dig fra din oplevelse?

“Noget af det, jeg elsker ved AIRTOX FACEOFF, er, at det ikke behøver at være perfekt. Man bliver inspireret af de andre til at prøve ting, man måske aldrig havde forestillet sig, at man selv kunne lave. Det synes jeg er virkelig fedt, fordi det får én til at være mere modig, rykke sine egne grænser og turde kaste sig ud i nye ting.

Jeg synes også, det er vigtigt for kvindelige atleter at have et univers, hvor vi får lov til at udfordre os selv og vise, hvad vi kan. Det kan være med til at flytte grænserne for kvindegymnastikken og inspirere endnu flere piger til at prøve noget nyt”

Hvad tænker du om det nye holdformat for kvinder?

“Jeg synes, det er mega fedt, at der nu kommer en holdkonkurrence for kvinder. Jeg håber virkelig, at det kommer til at inspirere endnu flere piger til at deltage i AIRTOX FACEOFF – eller bare til at tage nogle af disciplinerne med hjem i klubben og prøve kræfter med dem”.

Hvilken indflydelse håber du, at det nye format kan skabe?

“Jeg tror, det kan være med til at vise at vi piger også kan lave noget virkelig fedt og udfordre os selv på samme måde som drengene.”

Tak til Tania for at dele sine tanker og erfaringer med os. Hendes ord siger noget om, hvorfor vi tror så meget på det her projekt, og hvorfor vi gerne vil blive ved med at skubbe til grænserne sammen med kvinderne og vi kan afsløre allerede nu, at Tania vil være med på et af de kvindehold, som skal konkurrerer til finalen i Jyske Bank Boxen. 

Women from FACEOFF holding their trophys

Med disse refleksioner håber jeg, at det vil give anledning til flere snakke om, hvordan vi promoverer og skaber flere tilbud for kvindelige springgymnaster. En snak om træningskultur, fællesskaber og at være nysgerrig på sin sport. I AIRTOX FACEOFF insisterer vi på at blive ved med at lege og undersøge, hvordan vi skaber de bedste rammer for udviklingen af dansk og international springgymnastik og i særdeleshed for de mange dygtige kvindelige atleter, som hver dag knokler for at nå deres mål.

Har du som læser kommentarer til denne eller fremtidige artikler, er du altid meget velkommen til at sende en mail med kommentarer, input eller idéer til emner, du gerne vil have, vi fortæller mere om.

Tak for nu

Med venlig hilsen
Emil og resten af Team AIRTOX FACEOFF

You might also like...

oktober 28, 2025

AIRTOX FACEOFF NYHEDSBREV

Få et unikt indblik bag kulisserne, early access til nye AIRTOX FACEOFF Wear styles og mange andre goder