“Man følte sig virkelig som en ægte AIRTOX FACEOFF-atlet.” – Magnus, Mammoths
Der er et øjeblik fra Finalen i Jyske Bank Boxen den 6. december 2025, som jeg aldrig glemmer. Drengene fra Young Hawks og Lil’ Hawks fra Gladsaxe IF gik op på scenen og gav den fuld gas foran 10.000 tilskuere. Jeg tror på, at det er en dag, de aldrig glemmer, og at oplevelsen har givet dem ekstra lyst til at blive ved med at lave gymnastik og være en del af foreningslivet. Det er den følelse, vi gerne vil give til flere.
Mit navn er Emil Smedegaard, og til daglig er jeg ansvarlig for events og konkurrencer i AIRTOX FACEOFF. I dette nyhedsbrev fortæller jeg, hvordan Youth League startede, hvorfor vi mener, den er vigtigere end nogensinde, og hvordan vi har forsøgt at gøre det nemmere for alle at være med. God læsning.
Jeg har desuden været så heldig at tale med fire af dem, der oplever Youth League på tæt hold, og jeg har bedt dem sætte ord på deres oplevelse. Magnus fra Mammoths og Isabella og Mathilde fra Skyum Buzzards er gymnaster og har selv stået på scenen, mens Christoffer er instruktør i Gladsaxe IF. Jeg stillede dem et par spørgsmål, som du kan læse undervejs.
Youth League har været længe undervejs
I AIRTOX FACEOFF vil vi gerne fremme gymnastikken og hylde de atleter, der knokler for at blive de bedste. Men vi har også et ansvar over for den næste generation: dem, der ser op til stjernerne i AIRTOX FACEOFF League (AFL), og dem, der er på vej ud af træningssalen, fordi motivationen er forsvundet. Med skærmtid og sociale medier, der fylder meget i hverdagen, har vi brug for oplevelser, der får de unge ud af døren og ind i et fællesskab, hvor de kan vise, hvad de kan, og høre til.
Vi har prøvet det før: at skabe projekter, der fremmer de unges lyst til at bevæge sig, udforske, hvad deres krop kan, og gøre det sammen med vennerne. I 2018 og 2019 afviklede FACEOFF ApS og DGI projektet 10.000PÅ10, hvor vi gennemførte mere end 400 workshops, og over 22.000 gymnaster blev inspireret af et underviserkorps bestående af Danmarks dygtigste gymnaster og instruktører, der drønede rundt i landet i lastbiler fyldt med redskaber og god energi. Det gav nye drengehold og ny energi hos trænerne i foreningerne, men projektet var enkeltstående og manglede kontinuitet. En gang om året er ikke nok. Så vi spurgte os selv: Hvorfor skal man vente en hel sæson, før man får lov at vise sine nye tricks? Hvis man kan spille fodbold hver weekend, kan man også komme til Youth League som minimum seks weekender om året.
Vi testede Youth League på Gymnastikhøjskolen i Ollerup for første gang
I 2025 afviklede vi det første testevent som en del af Runde 4 af AFL, hvor 16 foreningshold fra hele landet stillede op i Youth League. Vi kunne hurtigt mærke, at energien voksede. Der var smil, jubel og unge gymnaster, der fik lov at vise, hvad de kunne, side om side med de bedste fra AFL. Derfor gjorde vi Youth League til en fast del af resten af sæsonen, og samlet set deltog 28 hold i 2025.
Vi havde kun turdet håbe på, at testeventet ville ramme de unge så godt, som det gjorde. Vi havde mildest talt svært ved at få armene ned. Jeg tror, at det gik så godt, fordi vi i forvejen havde en tæt dialog med foreningsledere og instruktører rundt om i landet. Hvor mange skal der være på et hold? Hvordan skal vi bedømme gymnasterne? Hvilke krav skal der være til springene? Hvad for noget tøj skal man have på? De spørgsmål og mange flere stillede vi til de mennesker, der til dagligt skaber rammerne for de unge i foreningerne. Svaret var tydeligt: Oplevelsen skal vinde over konkurrencen. Scenen skal være den samme som for eliten, med ild og høj musik, og de unge skal føle sig tilpas i deres konkurrencetøj. De unge ville have en fest, og den har vi skabt. Den hedder Youth League.
Next step
Festen er vokset. I 2026 tog vi næste skridt og tilbyder nu Youth League til alle seks runder i AFL. Vi mærker, at det appellerer til de unge og motiverer trænere til at bygge nye springopstillinger hjemme i træningshallen. Nu ser vi drenge-, pige- og mixhold i både U14 og U17 og foreninger fra hele landet og flere af vores partnerefterskoler. Den 24. oktober afholder vi igen Youth League, hvor vi sætter en ny rekord med 24 deltagende hold til et event. At så mange vil være med til at lege med os, er vi enormt stolte af, og vi har nu et ansvar for, at deltagerne får en oplevelse, som sikrer, at de kommer igen til Youth League og fortsætter med at lave gymnastik i deres lokale forening.
De 3 gymnaster og Christoffer har her delt nogle af deres tanker om, at deltage i Youth League.
Hvad har Youth League ændret for jeres hold og stemningen i træningshallen?
“Drengene elsker det lidt mere rå og uperfekte, hvor der er plads til at prøve grænser af og tænke anderledes. Samtidig får de mulighed for at springe på redskaber og setups, som de normalt ikke får lov til at bruge.” – Christoffer, instruktør, Gladsaxe IF
Hvad er det bedste ved Youth League, og hvad tager du med dig hjem?
“Det bedste ved Youth League er, at alle kan være med, og at man får lov til at prøve sig selv af i nogle helt særlige rammer. Jeg tager især følelsen af, at man kan mere, end man tror, med mig videre. Man får skubbet til sine grænser, og man vokser virkelig med oplevelsen.” – Karoline, Skyum Buzzard
Et frikvarter for gymnasterne
Det, der får de unge til at komme igen, er stemningen. For os er Youth League et frikvarter: et sted med plads til at være kreativ, modig og udforskende, og til at vise alt det hårde arbejde fra træningssalen frem for venner og konkurrenter fra alle hold. Her må de unge være lidt mere vilde, og her må man sige pyt, når det går skidt, og komme tilbage og prøve igen. Vi skaber et miljø, hvor alle hepper på hinanden, fordi alle gerne vil lykkes.
Jeg mener, at den oplevelse, man får fra konkurrencen, kan tages med ud i livet. Man lærer at tage modgang med et smil, når et spring ikke lander, og at de fejl, man begår, også er med til at gøre én mentalt stærkere. Man lærer at være en god kammerat med blik for sine medmennesker. Og den styrke og funktionalitet, som gymnastikken lærer de unge, skaber selvtillid og tro på sig selv og gør en forskel langt ud over træningssalen.
Hvordan var det at stå på scenen med lys, musik og tilskuere sammen med dine venner?
“Det med ilden og kameraet der bare følger en, der var simpelthen en helt vildt følelse!” – Isabella, Skyum Buzzards
“Man følte sig virkelig som en ægte AIRTOX FACEOFF-atlet.” – Magnus, Mammoths
Vi har gjort det nemmere at være med
Vi har forsøgt at nedbryde de barrierer, der kan holde unge gymnaster og deres trænere tilbage fra at stille op, så det er nemt at være med i Youth League.
Det skal ikke kræve et stort hold, en stor økonomi eller en masse forberedelse at komme til start. Et hold består af 5–8 gymnaster og deres trænere, og det koster 1.500 kr. pr. hold. Man kan stille op med drengehold, pigehold eller mixhold i både U14 og U17. Tilmeldingen sker på airtoxfaceoff.dk/youth, og forældre kommer gratis ind. Gymnaster og trænere har desuden gratis adgang til AFL, så de kan blive og heppe på de store.
Hvad skulle der til, før I turde melde et hold til, og hvad kunne have gjort det endnu lettere?
“Det vigtigste er, at niveauet ikke bliver en barriere. Youth League skal være et sted, hvor man tør stille op, også selvom man ikke har de sværeste spring.” – Christoffer, instruktør, Gladsaxe IF
Resultatet er, at ingen behøver at kunne det hele perfekt for at være med. Man skal bare have lyst til at prøve. Vi tror på, at den bedste oplevelse er den, man deler med alle sine venner. Derfor er Youth League ikke kun for de få, der er klar til at konkurrere alene. Den er for hele holdet. Vi er ikke i mål endnu, og vi vil blive ved med at gøre det lettere, så endnu flere kan være med.
Hvad ville du sige til en kammerat, der overvejer at stille op, men er lidt nervøs for ikke at kunne nok?
“Gør det alligevel, første gang jeg var med lavede jeg en dobbelt out til munden, og endte på sidste pladsen, men i enden var det skide sjovt og 100% oplevelsen værd alligevel.” – Magnus, Mammoths
“Gør det. Det der tæller mest, er at man går ud og har det sjovt med sine venner, at man er et team og bakker hinanden op, er det der virkelig sætter præg!” – Isabella, Skyum Buzzards
“Man behøver ikke kunne det hele fra starten, og det vigtigste er, at man har lyst til at være med og så bare gøre sit bedste.” – Mathilde, Skyum Buzzards
Hvad er det vigtigste for gymnasternes motivation til at blive ved?
“Vi skal ikke nødvendigvis skabe flere perfekte gymnaster. Vi skal skabe flere drenge, der elsker at gå til gymnastik!” – Christoffer, instruktør, Gladsaxe IF
Kom med
Youth League er for alle, der har lyst til at prøve kræfter med AIRTOX FACEOFF sammen med vennerne, uanset niveau og erfaring. Har du et hold eller en forening, der har lyst til at være med, er du mere end velkommen til at deltage. Har du spørgsmål eller brug for mere information om deltagelse, er du altid meget velkommen til at kontakte mig, Emil, på emil@faceoff.dk.
Har du som læser kommentarer til denne eller fremtidige artikler, er du altid meget velkommen til at sende en mail med kommentarer, input eller idéer til emner, du gerne vil have, at vi fortæller mere om.
Tak for nu
Med venlig hilsen
Emil og resten af Team AIRTOX FACEOFF